Ecclesiastes 10

1 Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Daarskab ødelægger Visdommens Værd.

2 Den vise har sin Forstand til højre, Taaben har sin til venstre,

3 Hvor Daaren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Daare.

4 Naar en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder.

5 Der er et Onde, jeg saa under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten:

6 Daarskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige.

7 Trælle saa jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.

8 Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange;

9 den, som bryder Sten, kan saare sig paa dem; den, som kløver Træ, er i Fare.

10 Naar Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, maa Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom.

11 Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst.

12 Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Daares Læber bringer ham Vaade;

13 hans Tale begynder med Daarskab og ender med den værste Galskab.

14 Taaben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?

15 Daarens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej.

16 Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry.

17 Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbaaren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som Drankere.

18 Ved Ladhed synker Bjælkelaget; naar Hænderne slappes, drypper det i Huset.

19 Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje.

20 End ikke i din Tanke maa du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.