Job 7

1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.

2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,

3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!

8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.

9 Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.

11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.

16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!