Proverbs 5

1 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

2 at Kløgt maa vaage øver dig, Læbernes Kundskab vare paa dig.

3 Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

4 men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

5 hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

6 hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

7 Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

8 Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

9 at du ikke maa give andre din Ære, en grusom Mand dine Aar.

10 at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

11 saa du gribes af Anger til sidst, naar dit Kød og Huld svinder hen,

12 og du siger: »Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod haant om Revselse,

13 saa jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

14 Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!«

15 Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

16 lad ej dine Kilder flyde paa Gaden, ej dine Bække paa Torvene!

17 Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

18 Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

19 den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

20 Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

21 Thi for HERRENS Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

22 den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

23 han dør af Mangel paa Tugt, gaar til ved sin store Daarskab.