Psalms 57

1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul.

2 Vær mig naadig, Gud, vær mig naadig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.

3 Gud, den Højeste, paakalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;

4 han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Naade og Trofasthed.

5 Jeg maa ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.

6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

7 Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. — Sela.

8 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,

9 vaagn op, min Ære! Harpe og Citer vaagn op, jeg vil vække Morgenrøden.

10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;

11 thi din Miskundhed naar til Himlen, din Sandhed til Skyerne. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!