Psalms 73

1 Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.

2 Men jeg — nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.

3 Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.

4 Thi der findes intet Baand for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.

5 De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.

6 Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke.

7 Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.

8 De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.

9 De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.

10 Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem.

11 Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste?

12 Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.

13 Kun forgæves har jeg renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed.

14 Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.

15 Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt.

16 Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne,

17 indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt.

18 Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges.

19 Hvorledes ere de i et Øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

20 De ere ligesom en Drøm, naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.

21 Da mit Hjerte var bittert, og det stak mig i mine Nyrer,

22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr for dig.

23 Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.

24 Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.

25 Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.

26 Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.

27 Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.

28 Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.